Et hospice - hvad er det?
Arresødal Hospice er et hus, der rummer omsorg og livskvalitet for mennesker ved livets afslutning.
Arresødal Hospice er etableret i nye, arkitektonisk smukke bygninger i det naturskønne skovområde ved Arresø i Nordsjælland. Hospice er placeret i haven bag det historiske bygningsanlæg Arresødal, og danner fredfyldte og æstetiske rammer for uhelbredeligt syge og deres pårørende.
Omsorg og lindring ved livets afslutning
Ordet Hospice stammer fra det latinske ord hospitium og betyder oprindeligt gæstevenskab og herberg.
I dag anvendes ordet hospice om ”Et hus, der rummer omsorg, lindring og livskvalitet til mennesker ved livets afslutning samt støtte til deres pårørende".
Hospicebevægelsen i Danmark har hentet sin inspiration fra England, hvor Dame Cicely Saunders i 1950'erne oprettede det første moderne hospice, St. Christopher's Hospice i London.