Rammer på hospice
Se billeder fra hospice under Galleri
Patientstuerne
Stuen er indrettet med et så hjemligt præg som muligt, under hensyn til arbejdsmiljøet for personalet. Hver stue er på ca. 25 m2.
Der er et indgangsparti, thekøkken med et lille køleskab, stue med en seng, sengebord, hvilestol og en sovesofa, hvor pårørende har mulighed for at overnatte. Det er muligt at medbringe personlige ejendele, som betyder noget særligt for patienten, som fx billeder, mindre møbler m.m.
Fra stuen er der udgang til egen terrasse med havemøbler.
Levende lys er smukke og hyggelige. Af sikkerhedsmæssige årsager er det dog kun muligt at benytte elektroniske lys på stuerne og i fællesarealerne.
Dagligstuen
Dagligstuen har et hyggeligt præg med blomster, lys og store vinduer, så naturen kommer direkte ind i rummet. Der er både en sofaafdeling samt en spisestueafdeling, hvor dagens måltider indtages.
I dagligstuen er der et flygel, musik og forskellig litteratur. På en opslagstavle annonceres de fælles arrangementer, som finder sted - herunder musikeftermiddage, andagter m.m.
I den lille opholdsstue findes TV, DVD, spil, legetøj m.v. Samtidig er der mulighed for lån af en iPad til fx spil. Her er det også muligt at afholde små familiesammenkomster, hvor familien sørger for kaffe og mad. Dette aftales med personalet.
I dagligstuen ligger en gæstebog, som vi opfordrer alle til at læse og skrive i. Det kan være alt fra små hændelser til dybere tanker og overvejelser.
Køkken og måltider
Maden bliver tilberedt i køkkenet i hovedhuset af uddannet personale og bragt over til hospice. Køkkenet vil meget gerne imødekomme individuelle madønsker og behov, hvor dette er muligt. Maden kan serveres på forskellige tidspunkter afhængigt af behov.
De daglige måltider serveres i dagligstuen, hvor der er dækket op til fælles spisning, hygge og samvær.
Fjernsyn, internetadgang og telefoni
Der er TV og DVD på alle stuer samt fri adgang til trådløst gæstenetværk på alle stuer og i de fælles opholdsrum. Personalet er behjælpelige med koder til gæstenetværket.
Hvis patienten ønsker at følge med i et særligt arrangement, der foregår i dagligstuen, fx musik, optræden, andagter m.m. men ikke har kræfter til at deltage, er det muligt at følge arrangementet via TV kanal nr. 98.
Jacuzzi
På hospice er der et dejligt jacuzzirum, hvor den blide vandmassage, dejlige dufte og musik kan give stort velvære. Medbring og brug gerne egne cremer.
Også pårørende kan have gavn af denne vandmassage. Dette aftales med personalet, hvis tiden tillader det.
Læs mere under Praktiske oplysninger.